Rose de Rescht
Rosens oprindelse fortaber sig i historiebøgerne, og der har gennem tiden været nogen uenighed om, hvilken rosengruppe den egentlig tilhører. Nogle mener ”Damascener”, måske lidt ”Gallica” og ”Moschata”. Det ligger fast, at Rose de Rescht må være af blandet herkomst. Officielt er den introduceret omkring 1950. At rosen har rødder, der går meget længere tilbage i historien, er de fleste også enige om.
Rose de Rescht er lige til at gå til. Holder man af roser, skal man have den i sin have. Den er på mange måder en både fantastisk og smuk rose, som appellerer både til nybegyndere og de hærdede erfarne.
Den tåler sagtens nybegynderens ”fejltagelser”, men kvitterer også for den drevne rosendyrkers hårde beskæring og udtynding med et tæt mørkt sundt løv, utallige klare karmin purpurrøde, og himmelsk duftende blomster. Og så har Rose de Rescht den udsædvanlige egenskab for en historisk rose, at den blomstrer kontinuerligt til langt ind i efteråret.
Rose de Rescht er ikke kræsen med sine livsbetingelser. Den klarer sig næsten over alt, trods kulde og varme, lys og mørke, væde og tørke. Men den kan få rust. Som regel kommer den sig og bliver fin igen. Af højde og drøjde er den typisk lidt over en meter.
Af nogle anses den blot for at være en ”primitiv hækplante”, men det er en komplet misforståelse af denne roses sjæl.
Søren Bonde Nielsen
Skriv til post@rosenselskabet.dk
Har du en ide, en artikel eller et andet ønske til hjemmesiden så skriv til web.rosenselskabet@gmail.com
Bemærk. Der er copyright på alle viste billeder på hjemmesiden. Det betyder at det er tilladt at downloade billedet til egen computer og nyde det derhjemme. Hvis man gerne vil benytte billederne til offentlige formål skal man indhente tilladelse først. Det er grunden til at alle billeder er forsynet med fotografens navn. Skriv til web-redaktøren, som gerne formidler en ansøgning videre til rette vedkommende.
|
|