Anne Bird

Tekst og foto: Ann BirdDe fleste haver, som er beskrevet i artikler, forekommer at være ganske store og ulasteligt holdt af deres ejere med professionel hjælp. Det forholder sig ganske anderledes med min egen relativt lille have. Den er i de sidste 34 år planlagt, plantet og plejet blot med hjælp af familien, sommetider med lidt overtalelse, når det har været nødvendigt. Men glæden ved at skabe noget smukt ud af et fuldstændig forsømt vildnis bestående af brændenælder, tidsler og andet ukrudt, det hele overskygget af en kæmpe grædepil, er aldrig blevet mindre. 
På det tidspunkt kendte jeg overhovedet ikke noget til kunsten ved havebrug, for slet ikke at tale om at dyrke roser. Min mand besluttede, at en arbejdsdeling var nødvendig, hvilket betød, at han tog sig af det, der havde med huset at gøre, og jeg skulle forsøge med det uden for huset. Haven er lang og smal, men så snart piletræet var fældet, fik haven et ganske andet perspektiv. Og så snart det store oprydningsarbejde var gjort, så det helt respektabelt ud og var klar til dyrkning. Men hvad skulle der plantes? Problemet blev løst, da jeg kom hjem med seks færdigpakkede tehybrider fra det lokale supermarked. Et hul blev gravet, ingen jordforbedring, lidt beskæring, lidt gødning, det hele gjort på én gang.
Da roserne endelig blomstrede, fik begejstringen over denne succes mig til at tro, at ikke blot var jeg gartner, men også rosendyrker. Det var en ganske kortvarig forestilling fandt jeg ud af, da jeg meldte mig ind i det lokale rosenselskab fuld af erfarne rosendyrkere og rosenudstillere. De fik mig hurtigt ned på jorden. De lærte mig færdigheder til at fremvise roser i fuldt flor, men jeg havde brug for passende sorter, så haven blev beplantet med bede med ‘Red Devil’, ‘Admiral Rodney’, ‘Royal Highness’ og et utal af andre roser. Alskens gødning blev pludselig en vital ingrediens (og er det stadig). Pinde med kegleformede hatte blev på strategiske tidspunkter anbragt over særligt kostbare blomster – hele haven lignede et kinesisk marked. Ikke desto mindre opnåede jeg at blive udstiller på landsplan, men mit allerkæreste øjeblik var, da jeg vandt “Best Bloom” på et stort marked ved Piccadilly. Vinderrosen var en af mine oprindelige supermarkedsroser, som havde klaret sig fint på egen hånd. Den dag var jeg ikke populær!
I de tidlige 1980ere tilbragte jeg al den tid, jeg havde tilovers i min have, fordi jeg opdagede hvor terapeutisk rosendyrkning kan være. Da ‘Félicité Parmentier’ blev introduceret for mig, blev min lidenskab for gamle roser øjeblikkelig vagt – 150 moderne roser blev gravet op, foræret væk, og gradvist erstattet af prægtige gamle roser. Den endeløse glæde ved at læse sig gennem rosenbøger og udvælge roser, var næsten lige så stor, som at se dem plantet i haven. Jeg både købte og fik foræret roser, og selv i dag kan jeg stadig huske, hvor og fra hvem de kom. Så opstod spørgsmålet: Hvordan skaber jeg en

buer, hegn med konkave toppe, og et lysthus med hans mesterværk: en uforgængelig havebænk med en udskåret rose og inskriptionen "Den smukkeste blomst." Jeg har aldrig fundet ud af, om han mente rosen eller mig! Under alle omstændigheder er bænken blevet flittigt brugt. Sommeraftener ved skumringstid, når rosernes farver gløder og duftene er intense, hundene ved vore fødder og et glas whisky i hånden, ja, det er næsten paradisisk.
I løbet af 1980erne dukkede der forskellige nye ideer cog forandringer op i havetrends, og en af disse ideer forekom at være ideel for min have. For at gøre afstanden kortere i det lange smalle stykke have, og også for at gøre den mere spændende, ville det være fornuftigt, at dele den i tre adskilte rum, så vi ikke så det hele på en gang. I bakspejlet er det den største forbedring haven har undergået, og så snart denne struktur var på plads, var billedet fuldendt.

Nu kunne beplantningen for alvor begynde. Det havde været en langsom, men kærkommen proces at vælge de sorter jeg specielt ønskede at dyrke. Heldigvis kom alt ikke på én gang, da mange af vores roser skulle flyttes fra andre steder. Den oprindelige plan var at plante dem i slægter, men jeg afstod fra den ide, da jeg syntes, det var for formelt for den størrelse have vi har.

Jeg plantede dem simpelthen, hvor jeg syntes de tog sig bedst ud. Nu er jeg blevet ganske pedantisk med hensyn til forberedelsen af plantehullerne. Den lette  sandjord i denne del af Leistershire mister hurtigt al næring, og har derfor brug for store mængder “kold” = (ko)gødning. I næsten tyve år brugte jeg “varm” =(heste)gødning, som syntes at forsvinde næsten med det samme. Jeg havde ingen ide om, at der var forskel på varm og kold gødning, men da jeg først kom på rette spor, var forskellen på jordstrukturen og rosernes kvalitet ganske forbløffende.
Den øverste tredjedel af haven blev omlagt til en rektangulær græsplæne kantet med roser skrånende fra nederst til øverst alt efter deres højde, det hele kantet med buksbom. Espalieret som delte de to første haverum bar roserne Rosa banksiae lutea, nu ganske stor, banksiae hybrid ‘Purezza’, ‘Paul’s Lemon Pillar’ og ‘Cupid’. Det andet rum var fuldstændig overgroet med ‘Climbing Cécile Brunner’, som strakte sig over hele havens bredde – en fantastisk velegnet sort. Skønt næsten helt i skyggen af et kæmpe hestekastanjetræ, som er fredet med hensyn til fældning og endog beskæring, plantede vi i den sidste tredjedel med succes ‘Crimson Rambler’, ‘Albéric Barbier’, ‘Ghislaine de Féligonde’, sidstnævnte bestræbte sig på at blive klatrerose.
Endelig prydede otteogtyve Ramblers hegnet i skel – favoritter som ‘The Garland’, ‘Paul´s Himalayan Musk’, ‘Adélaide D´Orléans’, ‘Princesse Marie’, blot for at nævne nogle få. Klematis blev plantet side om side ved hver. ‘Spectabilis’ på et nordvendt espalier kunne næsten være stjernen i showet, især i de år, hvor den blomstrer igen sidst på sommeren. Fire ‘Conctance Spry’ blev for længe siden for store for espalieret, det samme skete for ‘Mme Alfred Carriére’, men hvilket syn, når de blomstrede.
Det vil være næsten umuligt at vælge en yndlingsrose blandt de gamle roser, men den hvide alba ‘Mme Legras De St. Germain’ er et godt bud, ligeledes den sart rosa, silkebladede gallica rose ‘Duchesse d’Angoulême’. ‘Nestor’ er en af mine yndlinge, skønt fyldt af bittersøde erindringer, da min rose på et tidspunkt voksede i Royal National Rose Society’s garden of the Rose i Chiswell Green.

Da denne gamle have omsider blev sløjfet, bad jeg om en rose, og der stod så ‘Nestor’ lænet op ad min bil, klar til at blive bragt hjem. Den var allerede blevet drastisk beskåret, men omfanget ved basen var stor og hele planten var så tung, at bare det at løfte den var et større problem. Der blev puslet om den hjemme. Selvom den fik megen omsorg og næring, frygtede jeg, at chokket ved at blive flyttet ville være skæbnesvangert. Men den livede op, og sidste sommer frembragte den et sandt blomsterflor. Vigtigere er det dog, at den er forbindelsesled til Headquarters Garden (den ovennævnte RNRS’s gamle have), som jeg har haft så megen fornøjelse af i mange år.
Min have har ikke kun handlet om glæden ved at skabe den og at dyrke roser, men er også udtryk for en livsstil, hvor familie og venner kommer på besøg hver sommer, hvor der holdes bryllupsreception, hvor diverse katte og hunde har gjort haven til deres specielle plet, et stille sted at tænke problemer igennem, og ikke mindst, hvor der er brugt mange timers frivilligt arbejde i al slags vejr. En passende måde, at slutte denne historie på, er to linjer fra et digt, som min mor har skrevet, og som er indgraveret på et stykke skifer fastgjort til haveskurets væg:

In safe seclusion let this garden rest. From all intrusion – `tis a haven blessed.

 Oversat og bearbejdet af Kirsten Gronemann,

Christina Ruby og Jens Otto Pedersen.‘